Historiefaget er kedsommelig dyrkelse af fædrelandsmyter
Kronikken er bragt i Information og er frit tilgængelig.
Historieundervisningen i folkeskolen er præget af en gammel tradition om at repetere nationalt vedtagne fortællinger om fædrelandet. Børnene får ikke lov at mærke historien; den skal bare læres. Det er synd og skam.
Sammenfatning
Søren Rønhedes debatindlæg er et opgør med en historieundervisning, der efter hans mening har glemt, at historie ikke bare er noget, man læser om, men noget man står midt i. Hans kritik retter sig mod en skoletradition, hvor historiefaget alt for ofte bliver reduceret til gentagelse af nationale fortællinger, fædrelandsmyter og vedtagne sandheder. Børnene skal "lære deres historie", lyder det, men ifølge Rønhede er det netop ikke deres egen historie, de møder. De møder en politisk og kulturelt tilrettelagt nationalhistorie, der fremstilles som objektiv sandhed.
Indlæggets grundlæggende pointe er, at historieundervisningen må ud af historiebøgerne og ind i verden. Skolebogen er ikke historien, men kun én fortolkning af den. Den virkelige historie findes i bygninger, byrum, landskaber, kirker, gravsteder, mindesmærker, museer og billeder. Den er ikke fjern, men nærværende. Den sidder i stenene, i kalkmalerierne, i gaderne og i de spor, tidligere mennesker har efterladt.
Rønhede kritiserer især forestillingen om, at der findes én sand historisk fremstilling. Historie er altid udvælgelse, sammenstilling og fortolkning. Derfor bliver det problematisk, når skolen præsenterer historien som noget færdigt, der blot skal overføres til børnene. I stedet bør historiefaget blive en opdagelsesrejse, hvor eleverne undersøger, undrer sig og selv lærer at stille spørgsmål til fortiden.
Der ligger også en tydelig didaktisk kritik i teksten. Den traditionelle undervisning, hvor læreren taler og skolebogen styrer, gør mange elever passive. Rønhede fremhæver børns iagttagelsesevne som et langt stærkere udgangspunkt. Når elever møder konkrete genstande, billeder og steder, får de mulighed for at erfare historien sanseligt og undersøgende. Det kan især hjælpe bogligt svage elever, fordi de får adgang til historien gennem noget andet end tekst alene.
Perspektiverende kan indlægget læses som en bredere kritik af skolens tendens til at forveksle viden med overlevering. Rønhede ønsker ikke mindre faglighed, men en anden faglighed: en historiefaglighed, hvor eleverne lærer, at fortiden ikke er én fast fortælling, men noget vi undersøger gennem kilder, spor, steder og fortolkninger. Det er i den forstand et demokratisk projekt. Eleverne skal ikke bare overtage fædrelandets fortælling; de skal lære at forholde sig kritisk og undersøgende til den.
Indlægget peger dermed også frem mod en mere åben skole. Historieundervisningen skal ikke lukke sig om lærebog, kanon og klasseværelse, men åbne sig mod den omgivende verden. Her forbindes faget med skolereformens idealer om varierede, praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer. Problemet er ifølge Rønhede ikke først og fremmest reglerne, men traditionen, managementtænkningen, manglende forberedelsestid og utilstrækkelig efteruddannelse.
Kort konklusion
Rønhedes debatindlæg er et forsvar for en mere levende, sanselig og undersøgende historieundervisning. Han vil flytte historiefaget fra national gentagelse til historisk erkendelse, fra fædrelandsmyter til nysgerrighed, fra skolebog til verden. Historiens opgave er ikke at få børn til at huske den rigtige fortælling, men at give dem mod og redskaber til selv at undersøge, hvordan fortællinger om fortiden bliver til.