Når svindleren bliver den eneste, der svarer

Her er en ny kronik i Kristeligt Dagblad med titlen Når svindleren bliver den eneste, der svarer.

Den handler om digital svindel, kærlighedssvindel og de øjeblikke, hvor et menneske står alene foran en skærm, en besked, en app eller en stemme i telefonen og skal handle hurtigt. Overføre penge. Trykke på et link. Tro på en besked. Afvise en advarsel. Vælge, før samtalen, pausen og dømmekraften kan nå at komme med.

Men egentlig handler kronikken om noget større.

Den handler om et samfund, hvor mennesker hele tiden gøres ansvarlige, samtidig med at mange af de menneskelige mellemled, der gør ansvar muligt, forsvinder. Banken bliver en app. Myndigheden bliver en digital postkasse. Lægen bliver et prøvesvar på en skærm. Fællesskabet bliver tyndere. Og i det øjeblik, hvor mennesket har mest brug for nogen at spørge, kan svindleren blive den eneste, der svarer.

Derfor er kronikken heller ikke løsrevet fra mine andre kronikker om skole, fællesskab, Store Bededag, læreruddannelse og demokrati. De kredser alle om det samme spørgsmål: Hvordan bliver mennesker myndige i en senmoderne verden, der bliver hurtigere, mere teknologisk, mere ensom og mere krævende?

Her er skolen ikke et særtema, men en grundmodel. Den viser, hvad et samfund egentlig vil med sine børn. Skal de bare kunne løse opgaver, bestå prøver, gengive stof og tilpasse sig skolens former? Eller skal de blive mennesker, der kan stå i verden med dømmekraft, sprog, mod, ansvar og evne til at være sammen med andre?

Et barn kommer i skole med hele sit liv: uro, telefon, venskaber, konflikter, skam, ensomhed, AI, spørgsmål, familie, sprog, krop og håb. Men skolen sorterer ofte dette liv. Telefonen lægges væk. AI kaldes snyd. Konflikten kaldes uro. Ensomheden bliver et trivselsproblem. Fællesskabet bliver gruppearbejde. Og det, der bliver tilbage, er det, der kan gøres til fag, opgave, tekst, skema, prøve eller aktivitet.

Men livet er ikke fag.

Mennesket lever ikke i matematik, dansk, historie eller samfundsfag. Mennesket lever i tillid, svigt, medier, fællesskaber, teknologi, tid, ansvar, ensomhed, kærlighed, arbejde, sprog og dømmekraft. Derfor kan skolen heller ikke nøjes med at gøre børn fagligt dygtige. Den må gøre dem bedre i stand til at forstå sig selv, forstå andre, deltage i fællesskaber, tage stilling og handle.

Det er her, skolens egentlige opgave bliver synlig. Skolen er en formålsskole, ikke en fagskole. Fag er nødvendige, men de er redskaber. De bliver først vigtige, når de hjælper børn med noget større end faget selv: at blive myndige, kunne høre til, svare igen, bære uenighed, gennemskue bedrag, bruge teknologi uden at miste sig selv og finde retning i en verden, der hele tiden kalder på dem.

Derfor er kronikken om svindel ikke en afstikker fra skolekritikken. Den er snarere en voksenfortsættelse af den.

For hvad sker der, når et menneske ikke har nogen at spørge? Når tempoet er højt, systemet er digitalt, sproget er svært, og svaret skal gives nu?

Så står mennesket i præcis den situation, skolen burde have forberedt det bedre på. Ikke ved at give det et fag om svindel. Ikke ved at lave en multiple choice-test om digital sikkerhed. Men ved gennem hele opvæksten at øve dømmekraft, samtale, langsomhed, mistanke, tillid, fællesskab og evnen til at sige: Vent. Jeg må spørge nogen. Jeg må tænke. Jeg skal ikke stå alene med dette.

Det samme gælder mine kronikker om fællesskab. Gruppearbejde er ikke interessant, fordi det er en smart undervisningsmetode. Det er interessant, fordi det viser, om børn lærer at være frie sammen med andre. Kan de lytte? Kan de bære uenighed? Kan de tage ansvar for noget, der ikke kun er deres eget? Kan de skabe et fælles rum uden straks at beskytte deres egen position?

Når gruppearbejdet går i stykker, er det ikke bare skolen, der får et pædagogisk problem. Det er samfundet, der får et demokratisk problem.

Kronikken om Store Bededag handler om det samme fra en anden vinkel. Den handler ikke bare om en fridag, men om tid til at standse, samle sig og orientere sig. Et menneske kan ikke hele tiden accelerere, optimere, svare, producere og følge med. Der må være steder i livet, hvor man kan komme til sig selv. Ellers bliver frihed bare fritid, og fritid bliver endnu en form for drift.

Og kronikkerne om læreruddannelsen og lærerrollen viser, hvorfor skolen får svært ved at løfte denne menneskelige opgave, når læreren først og fremmest uddannes som fagformidler. Læreren står ikke bare med et fag. Hun står med børn, der lever i en verden af konflikter, teknologi, ensomhed, fællesskaber, modstand, sprog, familie og fremtid. Hvis læreruddannelsen stadig fortæller hende, at kernen er at formidle fag, sendes hun ud i en skole, hvor hun skal løse en menneskelig opgave med et for snævert sprog.

Måske er det derfor, vi må stille spørgsmålet lidt skarpere:

Er skoleprojektet lykkedes, hvis børn bliver bedre til at bestå, men ikke bedre til at leve? Hvis de kan løse opgaver, men ikke bære fællesskaber? Hvis de kan gengive stof, men ikke gennemskue bedrag? Hvis de kan præstere, men ikke standse op, spørge, vælge og handle sammen med andre?

Den nye kronik om svindel handler i den forstand om mere end svindel. Den handler om den moderne ensomhed, der opstår, når mennesket placeres alene i situationer, hvor dømmekraften egentlig skulle være social.

Myndighed er ikke at stå alene og vælge hurtigt. Myndighed kræver tid, sprog, pauser og andre mennesker.

Det gælder i skolen. Det gælder i fællesskaber. Det gælder i mødet med teknologi. Og det gælder i det øjeblik, hvor svindleren skriver, ringer eller svarer, netop fordi ingen andre gør.

Et samfund skal ikke kun gøre mennesker dygtige. Det skal gøre dem myndige.

Og en skole skal ikke kun lære børn fag. Den skal hjælpe dem med at blive mennesker, der kan leve i verden.

Kronikken kan læses i Kristeligt Dagblad den 2. juni 2026.

Man kan få en kopi af kronikken ved at henvende sig til Institut for Skole og Liv.