Gå direkte til debatindlægget i Skolemonitor
Skolen er allerede indrettet, så AI kan overtage den traditionelle faglige formidling. Men hvad sker der med læreren, når AI bliver bedre end formidlingsskolen til at formidle?
Kommende lærere uddannes til at engagere børnene, gøre stoffet levende, forklare på forskellige måder og tilpasse undervisningen til forskellige behov. Men hvis skolens centrale ydelse forstås som formidling af fagligt stof, ligger det lige for, at AI overtager stadig mere af den. En AI kan allerede skifte forklaring, tilpasse tempo og sværhedsgrad, registrere fejl, give feedback og føre det enkelte barn videre. AI passer også godt ind i skolens inklusionslogik.
Det interessante er, at UC Syds rektor Alexander von Oettingen selv beskriver læreren på en tilsvarende måde. Han skriver, at læreren ligesom AI viser »de mønstre og sammenhænge, som eleverne har brug for at se og forstå«, og kalder læreren »elevens didaktiske ChatGPT«.
Mit debatindlæg viser konsekvensen af denne skoleforståelse. Når undervisningens centrale faglige funktion bliver formidling, kan AI overtage den traditionelle faglige formidling. Læreren bliver tilbage med fællesskabet, konflikterne og barnet, der er ked af det eller har glemt sin madpakke. Og så følger den økonomiske følgevirkning straks: Skolen kan drives med langt færre lærere. I yderste konsekvens forsvinder tusindvis af lærerjob.