Lærerundersøgelsen 2025 viser et presset nærmiljø – men debatten må starte et andet sted: i skolens formål
Introduktion – oprindeligt bragt på Facebook
Nedenfor bringes min anmeldelse af Lærerundersøgelsen 2025.
Min pointe er enkel: Undersøgelsen er vigtig, men utilstrækkelig. Den beskriver lærernes pres i hverdagen, men overser det spørgsmål, der burde komme først: Hvad er skolen til for?
Når folkeskolens problemer gøres til driftsproblemer, bliver løsningerne også driftsløsninger: mere kapacitet, mere måling, mere håndtering. Men skolen skal styres af sit formål.
Det afsløres også i Anders Peter Nielsens egen formulering på hans hjemmeside: at vi her kan blive klogere på “livet som lærer”. Det lyder åbent og kollegialt. Men det er også en rammesætning. Lærergerningen gøres til et spørgsmål om belastning, erfaring og mestring – ikke om skolens mandat og formål.
Det samme mønster går igen i Jesper Knudsens artikel på folkeskolen.dk, “Mange skrev, at det var rart, at lærerne endelig blev hørt”. Her viderebringes ukritisk fortællingen om, at undersøgelsen bringer “fakta” ind i skoledebatten. Men også fakta er rammesatte.
Når lærere primært spørges til uro, pres, inklusion, konflikter, forberedelse og håndtering, får vi ikke bare viden om skolen. Vi får en bestemt udgave af skolen: skolen som driftsproblem.
Problemet er ikke, at lærerne bliver hørt. Problemet er, at de bliver hørt inden for en ramme, hvor skolens formål allerede er gledet i baggrunden.
Links:
Jesper Knudsens artikel: “Mange skrev, at det var rart, at lærerne endelig blev hørt”
Lærerundersøgelsen 2025: Lærerundersøgelsen – et overblik
Anmeldelse af Lærerundersøgelsen 2025
Lærerundersøgelsen 2025 af Anders Peter Nielsen viser et presset nærmiljø – men debatten må starte et andet sted: i skolens formål
Når lærergerningen debatteres, ender vi næsten altid samme sted: flere hænder, mindre klasser, mere støtte. Det lyder fornuftigt. Men det er også et symptom på, at vi har glemt det mest banale – og mest forpligtende – ved folkeskolen: Skolen skal styres af sine formål.
Skolens opgave er ikke at producere mest muligt “fagligt” på kortest mulig tid, men at skabe rammer for fordybelse, virkelyst, deltagelse, demokrati og ligeværd – og at udvikle kundskaber og færdigheder i sammenhænge, der kan bruges i børns liv. Fagene er vigtige, ja. Men de er midler. Formålene er styring.
Alligevel behandles skolen igen og igen som et nærmiljøproblem: Der mangler ro, tid, struktur, materialer og støtte. Og så kommer løsningen som refleks: flere ressourcer. Tag idéen om et politisk loft på 14 elever i en klasse. Det er et kapacitetsgreb: man ændrer antallet i rummet. Men hvis skolens praksis i virkeligheden er blevet middelstyret – fagstof → indlæring → måling – kan mindre klasser ende med at optimere den samme logik: mere kontrol, mere træning, mere test, mere præstationsintensitet. Ikke nødvendigvis mere mening, mere deltagelse eller mere virkelyst. Og i værste fald mere pres.
Ressourcer er brændstof. Didaktik er motor og kurs. Mere brændstof løser ikke, at man kører i den forkerte retning.
Netop derfor er Lærerundersøgelsen 2025 af Anders Peter Nielsen både vigtig og utilstrækkelig. Den giver et bredt indblik i, hvad lærere oplever lige nu. Men den viser også, hvilken problemforståelse der er blevet normal: Problemer defineres som drift i nærmiljøet. Spørgsmålene kredser om tid til forberedelse, digitale forstyrrelser, konflikter, forældresamarbejde, inklusion, materialevalg, feedback og evaluering. Alt det er reelt. Men som man spørger, får man svar. Her får man driftssvar.
Og netop derfor mangler det spørgsmål, der burde komme før alle de andre. Når vi spørger lærere, hvad der presser i hverdagen, bør vi starte ét niveau før: Hvad er jeg lærer for – og hvad styrer vi skolen efter? For når problemer først er gjort til driftsproblemer, bliver løsninger automatisk driftsløsninger: bedre rammer, bedre opdragelse, flere regler, mere støtte, mere kapacitet. Debatten reduceres til “hvad der virker” i et snævert, målbart register – i stedet for at handle om skolens mandat.
Samtidig peger undersøgelsen indirekte på en skole i formålspres: koncentration er svær at fastholde i en digital hverdag; forstyrrelser fylder; fravær og konflikter æder undervisningstid; lærere efterspørger kompetencer til nedtrapning; elevinddragelse fremstår ofte sporadisk. Det er ikke små irritationsmomenter. Det er symptomer på, at skolen kæmper med at skabe de rammer for fordybelse, deltagelse og ligeværd, som den er sat i verden for.
Det leder til denne pointe: Mistrivsel er ikke støj. Det er skolens stof. Angst, social usikkerhed, sorg, uenighed og overbelastning er ikke noget, der “forstyrrer” undervisningen udefra. Det er livsvilkår, som undervisningen netop må kunne give sprog, mening og fællesskab omkring – ikke som terapi, men som dannelse.
En formålsstyret didaktik betyder, at skolen organiserer undervisningen, så den kan sprogliggøre og meningsgive det, børn lever i: dansk som fortælling, identitet og samtale; historie som forståelse af livsvilkår og forandring; samfundsfag som demokratisk praksis. Når skolen kan det, bliver trivsel ikke et sideprojekt. Det bliver et biprodukt af en skole, der tager sit mandat alvorligt.
Spørgsmålet er derfor ikke først, hvad der presser i hverdagen, men hvad lærergerningen er til for – og om vi styrer skolen derefter. Skolen er formålsstyret. Det står allerede i skolens mandat. Det eneste, der mangler, er, at vi gør alvor af det.
Af Carlo Grevy, Institut for Skole og Liv.