Pædagogik er svar på et opdrag

Replik: Pædagogik er ikke et frit valg, men et svar på et givet opdrag

Spørgsmålet er ikke, hvilken pædagogik man foretrækker. Spørgsmålet er, hvilken pædagogik og didaktik der kan realisere folkeskolens formål i praksis, skriver institutleder, ph.d. Carlo Grevy i modsvar til Oettingens indlæg.

Alexander von Oettingen spørger i sit debatindlæg, hvilken pædagogik skolen egentlig skal vælge – og konkluderer, at der ikke findes ét svar, men kun konkurrerende pædagogikker.

Det lyder åbent og akademisk redeligt, og det er et spændende projekt. Men det er også en problematisk konklusion, især når den fremsættes af en rektor for en læreruddannelse og formand for det fagudvalg, der skal forny skolens fag.

For det afgørende spørgsmål er ikke, om der findes mange pædagogiske teorier. Det gør der. Spørgsmålet er, hvad pædagogik overhovedet er i en formålstyret institution som folkeskolen.

Her sætter Oettingen noget helt centralt i parentes. Der er allerede et svar: Skolen skal vælge den pædagogik og didaktik, der kan realisere folkeskolens formål og fagformål, sådan som de er fastlagt i lovgrundlaget.

Folkeskolen er ikke en idéhistorisk samtalesalon af pædagogiske traditioner. Den er en demokratisk reguleret institution med et klart formål og med fagformål, der forpligter undervisningen på brugbarhed i liv og samfund.

Pædagogik i skolen er derfor ikke et individuelt anliggende – den er et institutionelt middel til at realisere en allerede fastlagt styringslogik.

Analysen er utilstrækkelig

Når Oettingen spørger, om skolen nogensinde har »stået på en pædagogik«, forudsætter han, at pædagogik primært er et spørgsmål om lærerens personlige dømmekraft, historiske traditioner eller teoretiske tilhørsforhold.

Dermed individualiseres pædagogikken. Den bliver noget, læreren har eller ikke har – snarere end noget, skolen skal kunne.

Det er netop her, analysen bliver utilstrækkelig. Skolens udfordring i dag er ikke, at lærerne mangler pædagogiske teorier at vælge imellem. Skolen er tværtimod overbelastet af programmer, begreber og velmenende tilgange.

Udfordringen er, at der mangler en didaktisk og pædagogisk mekanik, som konsekvent kan omsætte skolens formål til praksis i undervisningen.

Oettingen beskriver pædagogikkens historie som en pendlen mellem kristen autoritet, ånd, etik, evidens og data.

Men han springer det mest afgørende led over: at pædagogik i folkeskolen ikke kan vurderes løsrevet fra det, undervisningen skal føre frem til.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Biesta, Klafki, Luhmann eller Rosa »har ret«, men om undervisningen faktisk bringer børnene i stand til at bruge det, de lærer, i deres hverdags- og samfundsliv – sådan som fagformålene eksplicit kræver.

Når dette styringsniveau udelades, bliver pædagogikken løsrevet. Så reduceres den til et spørgsmål om at »stille gode spørgsmål« og udøve dømmekraft i situationen.

Det lyder sympatisk, men det efterlader læreren alene med ansvaret – og skolen uden retning.

Pædagogik er ikke et frit valg

Det er derfor ikke tilfældigt, at mange lærere oplever pædagogik som noget ekstra, noget man ikke har tid til. Ikke fordi de er uinteresserede, men fordi pædagogikken ikke er koblet til en fælles, praktisk styring af undervisningen.

Når pædagogik gøres til individuel kunst frem for institutionel mekanik, bliver den uanvendelig i en presset hverdag.

Oettingens pointe om, at der ikke findes ét svar, bliver i den sammenhæng ikke en styrke, men en resignation.

For skolen kan ikke fungere på basis af, at »der findes mange svar«. Skolen må vælge – ikke mellem teorier, men i forhold til sit formål. Pædagogik er ikke et frit valg; det er et svar på et givet opdrag.

Det er her, bekymringen melder sig. For når en central aktør i læreruddannelsen og i fagfornyelsen implicit afkobler pædagogik fra folkeskolens formål, risikerer vi at reproducere netop den skolekrise, vi står i.

Undervisningen bliver et spil, børnene lærer at gennemføre, men ikke noget, de tager med sig: En skole, hvor autoritet diskuteres, men mening mangler.

Spørgsmålet er ikke, hvilken pædagogik man foretrækker. Spørgsmålet er, hvilken pædagogik og didaktik der kan realisere folkeskolens formål i praksis.

Når det sættes i parentes, bliver retningen overladt til vane. Og det er bekymrende, når man samtidig har stor indflydelse på læreruddannelse og fagfornyelse.

Luk teksten

Folkeskoleloven § 18

§ 18

Undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens formål, mål for fag samt emner og varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger.

Stk. 2.

Det påhviler skolelederen at sikre, at det undervisende personale, der er tilknyttet klassen, planlægger og tilrettelægger undervisningen, så alle elever udvikler sig fagligt og alsidigt, herunder socialt, og trives i skolens faglige og sociale fællesskaber.

Stk. 3.

I de fag, hvor der er prøver, jf. § 14, skal undervisningens indhold desuden fastlægges således, at kravene i de enkelte fag ved prøverne kan opfyldes.

Stk. 4.

På hvert klassetrin og i hvert fag samarbejder lærere og pædagoger, jf. § 29 a, løbende med den enkelte elev om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt. Elevens arbejde tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærere henholdsvis pædagoger, jf. § 29 a, og elever.

Stk. 5.

Det undervisende personale, der er tilknyttet klassen, samarbejder med eleverne om løsning af særlige opgaver i forhold til klassen. Opgaven som klasselærer skal varetages af en af klassens lærere eller uddelegeres til flere af klassens lærere eller pædagoger.

Luk teksten