Vi udfordrer her! – og vi udfordrer i vores nye bog Skoleguiden – din guide til en bedre skolegang for dit barn!
Danmarks Lærerforening vil have flere lærere i klasselokalet – det er for at dæmme op for børnene der er urolige! Det er en automatiktankegang og automatikløsning mener vi – flere lærere pr. klasse eller flere ressourcer løser ikke problemet! Hvis flere lærere agerer på samme måde, som de gør nu – og ressourcerne bruges til mere af det samme bliver tingene ikke bedre. Børn mistrives, de råber ad deres lærer og de bander – og de vægrer sig ved at gå i skole. ”Hvorfor?” spørger vi! Hvor andre ser diganoser, sociale problemer og udadfarenhed ser vi børnenes skrig som et råb på hjælp. Men svaret fra Danmakrs Lærerforening er: Mere af det samme, flere lærere til det samme, flere penge til det samme. ”Stakkels børn”, siger vi.
DL’s forslag bygger på en tanke om mere af det samme – om kvantitet. Vi mener, at der skal ændres i undervisningen i en kvalitativ retning. Undersøgelse på undersøgelse har vist, at skolen konsekvent har fokus på det faglige og glemmer formålene for skolen og fagene. Lærere gøres til ”formidlere” af noget fagligt i stedet for at fokuseres på formålene og se, hvordan det går med dem. Og skolen glemmer, at det faglige er en konsekvens af formålene – ikke omvendt. Skolen kommer til at fetishisere rigid faglighed, således at undervisningen kommer til at bestå i at børnene lærer at vise tegn på læring i stedet for meningsfuld tilegnelse. Skolen skulle i stedet gøre det rette – og det rette er ikke dyrere eller mere ressoucekrævende end det forkerte. Det er et spørgsmål om en kvalitativ ændring i stedet.
Vi kunne spørge DL og skolerne: Kan I beskrive skolers konkrete planer for at sikre, at børn faktisk opnår danskfagets formål – fx at de får større glæde ved sprog og litteratur og lyst til at lære mere? Hvilke observationer gør lærerne systematisk i klasserne for at se, om børnene udvikler denne glæde og nysgerrighed? Hvilke metoder eller greb bruger skolen til løbende at følge med i, om formålene er på vej til at blive opfyldt? Og hvordan handler skolen, hvis observationerne viser, at børnene ikke udvikler disse ting?”
Generelt vil vi opfordre til at skifte fokus fra fejl ved børn til fejl i skolen. Det er dem, børnene reagerer på. I stedet for at få børnene til at makke ret bør vi i stedet for set på om skolen makker ret – med andre ord lever op til intentionerne og formålene i folkeskoleloven.
Vi kunne stille mange spørgsmål til skolen – og i vores nye guide, som forældre kan bruge, har vi aggregater af spørgsmål. Vi håber, skolerne og DL måske via at få spørgsmål af denne karakter kan blive opmærksom på, at fokus på børns fejl og uro hos børn er helt forkert – og vi håber, at skolerne formår at komme på rette vej.
Vi spørger Danmarks Lærerforening og skolerne direkte:
“Hvilken konkret plan har skolen for, at børn faktisk opnår formålene i dansk – ikke bare kommer igennem forløb, bøger eller test, men udvikler glæde ved sprog og litteratur, lyst til at lære mere og mod til at udtrykke sig?”
Det spørgsmål er ikke småligt. Det er nødvendigt. For vi kan ikke blive ved med at lade skolen forveksle aktivitet med effekt og fagindhold med udvikling.
Derfor må vi spørge videre: “Hvilke systematiske observationer gør lærerne i hverdagen for at se, om børnene faktisk udvikler disse ting? Hvordan registrerer I progression i glæde, mod og nysgerrighed – og hvad gør I, når I ikke ser det?”
Hvis skolen ikke kan svare på det, er det ikke børnene, der mangler noget. Det er systemet.
Vi må også spørge: “Hvilke pædagogiske greb eller metoder bruger skolen for at opdage, om undervisningen virker i den retning, formålene beskriver? Hvordan undersøger I, om børnene forbinder dansk med deres eget liv, deres relationer og deres forståelse af andre mennesker?”
For hvis skolen ikke kan beskrive det, er det et bevis på, at man ikke arbejder målrettet – kun rutinepræget.
Til sidst må vi spørge det vigtigste: “Hvad er skolens egen plan for, hvad der skal ske, når lærere ser, at børnene ikke udvikler glæde, mod, indlevelse eller lyst til at lære? Hvordan justerer skolen praksis? Hvem har ansvaret for at opdage det – og hvem har ansvaret for at handle?”
Dette spørgsmål rammer skolens akilleshæl: Mange steder findes svaret ikke. Der er ingen plan for justering, ingen plan for progression, ingen plan for handling.
Kun flere lærere. Mere af det samme. Flere ressourcer til samme praksis. Men flere voksne ændrer intet, hvis de voksne gør det samme som før.
Det er ikke mangel på hænder – det er mangel på retning.
Derfor er spørgsmål som disse ikke blot vigtige. De er uundgåelige. De er det redskab, der afslører forskellen mellem det, skolen tror, den gør – og det, den faktisk gør.
Og det er præcis her, forældre skal stille sig: Ikke i konflikt med læreren, men i konfrontation med skolens kultur.
En kultur, der har gjort det faglige til målet og børnene til nogen, der skal testes, måles og reguleres. En kultur, der glemmer, at danskfaget handler om at udvikle mennesker – ikke om at gennemføre sider i en bog.
Hvis skolen vil tages alvorligt som dannelsesinstitution, må dens svar på disse spørgsmål være lige så konkrete som børnene, den arbejder med.
Indtil da er det legitimt, nødvendigt og dybt demokratisk, at forældre spørger – og bliver ved med at spørge – indtil skolen begynder at svare på det, der virkelig betyder noget.
Læs mere i vores bog: Skoleguiden – din guide til en bedre skolegang for dit barn (udgives primo 2026).
Erik René Nielsen & Carlo Grevy (Institut for Skole og Liv)