Skolen kan sagtens lære børn at svare på, hvem Hitler var.

Se debatindlægget her.

Jeg læste i Berlingske om en elev i 2.g, der ikke vidste, hvem Hitler var. Efter mere end ti år i skole burde en ung kunne forbinde Hitler med nazismen, Anden Verdenskrig og Holocaust.

Det mest nærliggende spørgsmål retter sig derfor mod skolen: Hvad har den brugt alle disse år på?

Det undersøger jeg i min replik til Dorthe Schmittroth Madsen.

Skolen kan sagtens lære børn at svare på, hvem Hitler var. Den kan lære dem årstal, begivenheder og navne. På samme måde lærer børn om brøker, stenarter, 1789 og det moderne gennembrud. De holder oplæg, udfylder arbejdsark, består prøver og viser tydelige tegn på læring.

Kort tid efter er meget af det væk.

Skolen som formidlingsskole

Skolen er hovedsageligt indrettet som en formidlingsskole. Læreren formidler et fagligt indhold, som børnene overtager, arbejder med og afleverer tilbage i den form, skolen efterspørger.

Alexander von Oettingen har skrevet, at læreren formidler »hele verden«. Her ser vi, hvor galt det går. Når verden primært bliver noget, læreren formidler, bliver børnene modtagere og tilskuere. Krig, revolutioner, naturfænomener, litteratur og matematik møder de som skoleemner frem for som kundskaber, de kan bruge til at forstå deres eget liv og samfund.

Det lærte får hovedsageligt karakter af situationskompetencer. Barnet kan noget i den situation, hvor skolen efterspørger det: under fremlæggelsen, i opgaven, i quizzen eller til eksamen. Barnet aflæser forventningen, leverer svaret og kommer videre.

Kompetencen er reel, men bundet til situationen. Den bliver til en skolepræstation frem for kundskaber, barnet senere kan orientere sig med.

Sådan kan et skoleforløb se ud: Eleven arbejder med Hitler, holder oplæg om nazismen, tager en test og får en god karakter. Få år senere er kundskaben væk, fordi den først og fremmest blev lært til den aktuelle skoleopgave.

Når det afgørende kommer til sidst

I debatsporet på folkeskolen.dk skrev en uddannet lærer med mange års undervisningserfaring i en drøftelse om elevers demonstration den 5. maj: »de overordnede mål og formål er nok det sidste, som jeg umiddelbart tænker på.« Formålet var samtidig »noget, vi også skal have med«.

Børn kan derfor lære meget uden at tilegne sig det som mennesker. De kan kende navnene på krige uden at bruge historien til at forstå magt, propaganda og forfølgelse. De kan gengive revolutioner uden at bruge spørgsmålene om frihed, lighed, ansvar og magt til at forstå det samfund, de selv skal deltage i.

Elevens svar afspejler derfor mere end manglende paratviden. Det viser et svigt i en skolekultur, der generation efter generation har forstået læreren som formidler og barnet som modtager.

Ansvaret ligger i skolekulturen og de rammer, lærerne uddannes ind i. Lærerne udfører et stort og samvittighedsfuldt arbejde. Rammen er for smal.

Kundskaber skal tages i brug

Børn skal kunne mere end at svare på, hvem Hitler var. De skal bruge historien til at undersøge deres samtid, skelne mellem påstand og begrundelse, tage stilling, handle ansvarligt og se sig selv som deltagere i et samfund.

Paratviden har værdi. Den bliver dannende, når børn bruger den til at forstå, vurdere og handle.

Skolen kan sagtens lære børn at svare på, hvem Hitler var. Det afgørende er, om den også lærer dem, hvorfor den kundskab angår deres eget liv og den verden, de skal være med til at forme.