Nye sociologiske perspektiver kan hjælpe skoler, UC’er og læremiddelmiljøer med at forbinde faglighed, deltagelse og samfundsforandring
Skoleområdet står i en tid med hastige samfundsforandringer. Digitalisering, acceleration, nye deltagelsesformer, ændrede børne- og forældreforventninger, opmærksomhedsproblemer, mistrivsel og nye former for fællesskab udfordrer den måde, skolen traditionelt har forstået undervisning, fag, læremidler og læring på.
Der mangler ikke engagement i skoleområdet. Lærere, ledere, forældre, UC’er, læremiddelmiljøer, forvaltninger og politiske aktører arbejder allerede intenst med at udvikle skolen. Men samfundsforandringerne kalder på, at vi forbinder skolens eksisterende viden med nye perspektiver på, hvordan børn og unge kommer i forhold til verden.
Det betyder ikke, at skolens eksisterende begreber skal opgives. Tværtimod. Fag, undervisning, dannelse, læremidler, klasseledelse og læreruddannelse er stadig centrale. Men de må forbindes med nye perspektiver på, hvordan børn og unge i dag oplever mening, deltagelse, fællesskab, myndighed og mulighed for at bruge det lærte i livs- og samfundssammenhænge.
Her kan nyere sociologiske perspektiver få betydning. Særligt Hartmut Rosas begreber om acceleration, fremmedgørelse, resonans og verdensforhold kan give skoleområdet et mere præcist sprog for nogle af de udfordringer, der allerede mærkes i praksis.
Når lærere oplever uro, manglende koncentration eller svækket motivation, er det nærliggende at tale om metode, klasseledelse, trivsel eller opdragelse. Det kan alt sammen være relevant. Men udfordringerne kan også forstås som spørgsmål om verdensforhold: Hvornår oplever eleverne, at noget i undervisningen angår dem? Hvornår bliver fagene adgang til verden? Hvornår samles skolens energi omkring noget, der giver mening?
Rosa giver et sprog for netop dette. Resonans handler ikke blot om, at undervisningen er spændende, varieret eller motiverende. Resonans handler om, at noget begynder at svare: en tekst, et historisk spørgsmål, et naturfænomen, et matematisk mønster, et materiale, et fællesskab eller en samfundsmæssig udfordring. Eleven bliver ikke blot aktiveret, men kommer i forbindelse med noget, der kalder på opmærksomhed, svar og forståelse.
Det åbner nye perspektiver for læreruddannelse, læremiddelvurdering, efter- og videreuddannelse og skoleledelse. Spørgsmålet bliver ikke kun, om et læremiddel fungerer fagligt, om en undervisningsform skaber aktivitet, eller om et udviklingsprojekt implementeres korrekt. Spørgsmålet bliver også, hvilke forbindelser til verden, fællesskab, deltagelse og myndighed det gør muligt.
Fra institutionel bundethed til strategisk frirum
UC’er, forskningsmiljøer, læremiddelmiljøer og skoleudviklingsenheder rummer stor faglig viden. De arbejder med didaktik, fag, læring, læremidler, læreruddannelse, inklusion, teknologi, trivsel, deltagelse og professionel udvikling. Det er en styrke.
Samtidig arbejder disse miljøer inden for konkrete organisatoriske krav: strategier, projekter, akkrediteringer, kvalitetsmodeller, leveranceforventninger, økonomiske rammer og lokale prioriteringer. Det kan gøre det vanskeligt at samle et helt frit blik på tværs af forskning, praksis, styring, læremidler og samfundsudvikling.
Pointen er ikke, at de interne miljøer mangler viden. Pointen er, at deres viden ofte er bundet til bestemte organisatoriske opgaver. Derfor kan der være brug for et tværgående rum, hvor man undersøger, hvordan viden, styring, praksis og samfundsforandring kan tænkes sammen på nye måder.
Et eksternt perspektiv kan fungere som et strategisk frirum. Det giver ledere, forskere, konsulenter, læremiddelmiljøer og uddannelsesudviklere mulighed for midlertidigt at træde ud af den daglige organisatoriske bundethed: drift, projekter, strategier, leverancer, implementeringskrav og lokale prioriteringer. Her kan man stille mere grundlæggende spørgsmål: Hvilken skole har børn og unge brug for i et accelereret og komplekst samfund? Hvilke former for deltagelse, dømmekraft og myndighed skal skolen understøtte? Hvordan kan fag, læremidler og læreruddannelse åbne verden for eleverne på nye måder?
Fag og læremidler skal forstås bredere
Fagene er stadig afgørende. Skolen skal ikke opgive faglighed. Tværtimod. Men faglighed må forstås bredere end stof, mål, progression og korrekt opgaveløsning.
Et fag er ikke kun et fagligt område. Det er også en måde at åbne verden på. Dansk kan åbne sprog, erfaring og fortolkning. Matematik kan åbne mønstre, modeller og dømmekraft i en talstyret verden. Historie kan åbne tid, ansvar og samfundsliv. Naturfag kan åbne undren, undersøgelse, teknologi og ansvar. Musik kan åbne lytning, krop, samklang og fællesskab.
På samme måde er læremidler ikke blot materialer, der skal understøtte læring. De er konkrete måder, hvorpå verden præsenteres for eleverne. De prioriterer bestemte spørgsmål, aktiviteter, sprogformer, arbejdsformer og deltagelsesmuligheder. Derfor bliver læremiddelvurdering også et pædagogisk og ledelsesmæssigt spørgsmål.
Læremiddelmiljøerne står her over for en vigtig udviklingsopgave. I takt med at samfundet forandrer sig, bliver vurdering af læremidler ikke kun et spørgsmål om faglig korrekthed, progression, brugervenlighed og didaktisk struktur. Det bliver også et spørgsmål om, hvilke erfaringer, deltagelsesformer og verdensforbindelser læremidlerne åbner for eleverne.
Nye sociologiske perspektiver kan supplere eksisterende modeller for læremiddelvurdering med spørgsmål om resonans, deltagelse, mening, samfundsforståelse og elevernes mulighed for at bruge det lærte i relevante livs- og samfundssammenhænge.
Man kan derfor spørge:
- Hvilken type elevdeltagelse skaber læremidlet?
- Hvilket samfundsbillede bærer det?
- Hvilke former for mening og myndighed gør det muligt?
- Hvordan forbinder det fagligt indhold med elevernes erfaringer og omverden?
- Hvordan hjælper det eleverne med at forstå, vurdere, deltage og handle?
Reckwitz, Rosa og skolens nye udviklingsopgave
Med Andreas Reckwitz kan man forstå samtidens forandringer som et skifte i, hvad der opleves som værdifuldt. Det standardiserede og generelle spiller stadig en stor rolle i skolen, men børn og unge vokser samtidig op i en kultur, hvor det særlige, meningsfulde, affektive og personligt relevante fylder mere.
Det skaber gnidninger i skolen. Men det åbner også mulighed for at gentænke, hvordan fag, undervisning og læremidler kan få betydning.
Skolens opgave er ikke at overtage samtidens krav om konstant personlig relevans, oplevelse eller selvudfoldelse. Skolens opgave er at danne børn og unge i samtiden. Derfor må skolen forstå de kulturelle logikker, børnene allerede lever i – og samtidig give dem stærkere, mere myndige og mere bæredygtige måder at være i verden på.
Her bliver Rosa særlig vigtig. Han giver et sprog for det, mange skoler allerede leder efter: hvordan undervisning kan blive mere end aktivitet, gennemførelse og motivation. Resonans handler om, at elever kommer i et levende forhold til noget i verden – et fagligt spørgsmål, et materiale, et fællesskab, et problem, en tekst, en kropslig erfaring eller en samfundsmæssig udfordring.
Resonans er interessant for ledelse, læremidler og læreruddannelse, fordi det flytter opmærksomheden fra, hvad skolen gør, til hvad skolen åbner for.
Et nyt udviklingsspor for skole, UC og læremiddelmiljøer
Derfor er opgaven ikke at erstatte skolens eksisterende viden. Opgaven er at forbinde den med nye perspektiver.
Fag, undervisning, læremidler, læreruddannelse, klasseledelse og efteruddannelse er fortsat nødvendige. Men de må sættes ind i et bredere spørgsmål om børns og unges forhold til verden. Hvad hjælper dem til at forstå? Hvad hjælper dem til at deltage? Hvad hjælper dem til at udvikle dømmekraft? Hvad hjælper dem til at handle i livs- og samfundssammenhænge?
Det er her, nye kurser, seminarer og udviklingsforløb kan få betydning. Ikke som endnu et projekt oven på alt det andet, men som et strategisk frirum, hvor skoleledere, UC’er, forskningsmiljøer, læremiddelmiljøer, konsulenter og forvaltninger kan forbinde deres eksisterende viden på nye måder.
For skolen mangler ikke viden, engagement eller faglighed. Men i et accelereret samfund har skoleområdet brug for nye perspektiver, der kan forbinde fag, undervisning, læremidler og ledelse med børns muligheder for at forstå, deltage og handle i verden.
Vejen videre er derfor ikke et opgør med fag, undervisning eller læremidler. Vejen videre er at spørge mere præcist, hvad de gør ved børns forhold til verden.
Det er dér, skolens næste udviklingsopgave ligger.